Vilde dyr lider også af mineralmangel

Vilde dyr lider også af mineralmangel

Dr. Joel Wallach har lavet 17.500 obduktioner på dyr, der i blandt også vilde dyr fra USA, og Afrika hvor han arbejde i en periode.

Joel opdagede at vilde dyr også havde ernæringsmæssige mangelsygdomme ligesom mennesker, afhængigt af hvor mange mineraler der fandtes i jorden hvor planterne voksede som dyrene spiste.

Dyrene var heldige, hvis de kunne finde naturlige saltsten de kunne slikke på, og eller lertyper som kilde til mineraler, som f.eks. kulminer.

Mange dyr var uheldige og led af infertilitet, medfødte fødselsdefekter såsom åben rygsøjle, ganespaltning, hjertefejl, cerebral parese (hjerne skade) og ekstra eller manglende lemmer. Der blev også observeret degenerative sygdomme såsom gigt, osteoporose, nyresten, diabetes, muskelsvind og encefalomalaci(en type alvorlig hjerneskade, der resulterer i blødgøring eller tab af hjernevæv).

Dr. Joel Wallach observerede, at næsehorn, elefanter og andre dyr brugte meget tid på at bryde og spise ler-termitreder fra hinanden og knuse kalksten for at få kalk og spormineraler.

Vilde dyr kræver naturligvis også mineraler, ligesom mennesker gør.

For at bekræfte observationerne blev der foretaget jord-, vegetations- og vandanalyser i forskellige områder af parkerne, som viste at de sundere og større dyr kom fra områder, der var rige på mineraler.

Vilde dyr undgik mineralfattigt vand, foder og jord, hvilket professor i jord, Bill Albrecht, allerede havde påpeget hos husdyr.

Stærkt mineraliserede vandhuller blev brugt så meget af vilde dyr, at alt planteliv omkring vandet blev ødelagt og fuldstændigt fortæret ned til rødderne. Vandhullerne var omgivet af store bare områder.

Vandhuller hvor der manglede mineraler, voksede der buske og græs, helt op til vandlinjen, fordi de mineralmangelfulde planter og vand havde ringe eller ingen interesse for dyrene som føde.

Kilde;

– Bogen “Dead Doctors Don’t Lie” af Dr. Joel Wallach